Kari’s vidnesbyrd
Jeg kom til verden i Norge i 1938 - en måned efter Krystalnatten i Tyskland, da hadet mod jøderne brød åbenlyst ud. Tiden var præget af tiltagende uro, og krigsrygterne florerede. Hitlers rædselsregime stod for døren, og Danmark og Norge blev invaderet af Tyskland 9. april 1940.
Jeg husker glimtvise hændelser fra de fem år under tysk besættelse. Atmosfæren var præget af angst og uro, hvor befolkningen, ligesom min familie, tilbragte mange timer i mørke tilflugtsrum med høje sirener der varslede befolkningen ved fare. Der var knaphed på alt, og især Danmark hjalp til med at sørge for at vi norske skolebørn daglig kunne modtage en portion havresuppe.
Mit barndomshjem bar præg af at være funderet på kristne værdier. Mor var præstedatter, men kom først til personlig tro da familien blev ramt af en alvorlig krise i forbindelse med krigen. Det var på den tid hvor Billy Graham besøgte mange lande og forkyndte evangeliet i store forsamlinger. Jeg husker hvordan min mor bad hver aften med min søster og mig.
Min far var juridisk uddannet, og var mere praktisk anlagt end min mor, også mere kritisk i sin tilgang til evangeliet. Han læste indimellem i Bibelen, som lå på hans natbord, men stillede også mange spørgsmål til indholdet. Han havde et meget følsomt sind, var sandhedskærlig, og var det man kalder et retskaffent menneske. Som for mange andre mennesker var frelse et fremmed begreb for ham. Han elskede naturen, og foretrak at gå ture med sin hund og os børn end at gå i kirken. Det var først i hans senere år at han nærmede sig Jesus.
Min søster vidste allerede fra barnsben af, at hun ville blive lærer og endte i voksen alder som rektor i en ungdomsskole. Samtidig blev hun lykkelig gift, og fik fire børn. Der er fem års forskel mellem hende og mig, og stor forskel i personligheden. Kontakten mellem os har altid båret præg af dette. I årenes løb har der været mange og lange diskussioner, da vi sjældent var enige. Men det til trods, har vi altid sat pris på hinanden.
Familien blev stærkt påvirket af krigen, og atmosfæren derhjemme var anspændt på grund af de vanskelige og usikre tider, også i flere år efter krigens afslutning.
Mit liv blev helt anderledes end min søsters. Jeg afsluttede gymnasiet uden at vide hvad jeg egentlig ville. Ægteskab og familieliv interesserede mig ikke, selv om mulighederne flere gange var til stede. Jeg var desuden hunderæd for at blive fanget i et fast livsmønster. Jeg elskede størst mulig frihed til at kunne komme og gå som jeg selv ville! Min interesse var mest i det kunstneriske og musiske, og jeg læste kunsthistorie ved universitetet et stykke tid. Det viste sig imidlertid at være for teoretisk for mig, og for at opretholde livet tog jeg en kort uddannelse som korrespondent. Det var på det tidspunkt hvor den tredje verdenskrig var ved at bryde løs. USA og Sovjetunionen kom i en alvorlig konflikt over Cuba, men konflikten blev heldigvis løst fredeligt.
Jeg fik arbejde og havde en god løn, og havde i det ydre gode livsforhold. Jeg levede i flere løse forhold, og efterhånden opstod der et indre tomrum med øgende uro og angst, som jeg prøvede at skjule på forskellige måder.
Det var på dette tidspunkt at Gud for alvor begyndte at kalde på mig. Tidligere i livet, i teenageårene, havde jeg konverteret til katolisismen. Jeg følte en vis tryghed ved pavens rolle som stedfortræder for Jesus, og betragtede ham nærmest som en overjordisk far, men i dag ved jeg bedre. Jesu stedfortræder er ikke paven, eller noget menneske, men Skriften, oplyst af Helligånden, som vejleder de troende. Jesus som levende og opstanden, var fremmed for mig på det personlige plan.
Efter nogle år endte det med at jeg forlod den katolske kirke, og blev tilsluttet en sekt, som hedder 'Christian Science' ('Kristen Videnskab'), grundlagt af Mary Baker Eddy i 1879. Denne sekt afviger fra den traditionelle bibelske forståelse af frelse, og opstod i det attende århundrede omtrent samtidig med andre sekter som Jehovas Vidner, mormonerne, osv.
Jeg husker at jeg blev tiltrukket af læren om Guds væsen som Kærlighed og som Kraft eller Princip. Jeg var på et sidespor, og Jesus var fortsat fjern. Jeg vandrede derfor videre i min åndelige søgen, men kom stadig længere og længere bort fra Jesus.
Det var på dette tidspunkt at New Age og nogle guruer kom fra Østen, og begyndte at sprede deres lære i den kristne del af verden, også i Skandinavien. Jesus er for dem kun en åndelig lærer på linje med Mohammed og Buddha, og er ikke Guds Søn.
Jeg startede på flere kurser i yoga, men blev aldrig dybt involveret i bevægelsen.
Til gengæld befandt jeg mig mere og mere i et stort åndelig mørke, og jeg besluttede mig for at lægge al religion på hylden. Egentlig flygtede jeg bort fra Gud, men Han var nådig og barmhjertig, og slap aldrig grebet om mig.
Da jeg fik arbejde i Schweiz blev jeg kendt med en evangelisk præst, Francis Schaeffer, som grundlagede et studiecenter L’Abri. Han holdt til i bjergene med sin familie nær Geneve, hvor jeg havde mit arbejde. Dér virkede han med evangeliet, særlig blandt rodløse og søgende studenter fra hele verden, også blandt mange, der havde været med i New Age-bevægelsen. Schaeffer havde stor forståelse og kærlighed, særlig for disse unge med alle deres spørgsmål angående tilværelsen, og mange kom til en levende tro på Gud og Jesus som Frelser og Herre.
Efter et par år, hvor jeg besøgte L’Abri' i weekenderne, kom jeg til et punkt hvor jeg mærkede, at jeg måtte tage et opgør med Gud angående mit eget rodløse liv. Nogle kristne venner fra England, som kendte til min historie, havde besluttet at faste en uge på mine vegne.
Det banede vej for at jeg for første gang i mit liv kunne være åben og ærlig ind for Gud. I nærvær af en evangelisk præst fik jeg mod på at bekende konkret, og ved navns nævnelse, hele mit livs synderegister. Det var en lang liste, og Gud i Sin store nåde hørte min bekendelse og bøn. På Jesu vegne modtog denne præst et ord fra Herren til mig: 'Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult: "Lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd." (Rom.4:7-8)
Øjeblikkelig mærkede jeg en dyb fred og glæde, en spire med nyt liv blev plantet inde i mig, og jeg oplevede på denne måde at blive guddommelig undfanget og forsonet med Gud, Halleluja! Gud er barmhjertig og nådig!
Jeg spurgte Ham hvad jeg skulle gøre med resten af mit jordiske liv. Jeg blev ledet til at opsige min faste stilling for at finde ud af hvad Guds vilje var. Jeg kvittede mig af med alt jordisk gods, og rejste rundt i Schweiz ofte med tommelfingeren og ankom efter et stykke tid til et evangelisk kloster. Der blev jeg sat til at vaske op. Det var også alt jeg klarede på det tidspunkt, for det var som om Gud knuste mig i tusinde stykker. Jeg havde fornemmelsen af at jeg måtte begynde livet på ny fra nulpunktet. Jeg gik voldsomt ned i vægt, og det var vanskelig til tider at fungere normalt sammen med andre. Jeg havde fornemmelsen af at mit liv hang i en tynd tråd. Efterhånden fik jeg det langsomt bedre, og troede at mit kald var at blive i klosteret resten af livet. Men Gud ville noget andet end det jeg ville! Efter nogen tid gik det op for mig at jeg skulle rejse tilbage til Norge, og leve mit liv som Jesu vidne dér.
Jeg fik mit job tilbage i udenrigstjenesten, men blev samtidig kordegn i et lille kapel nær mine forældre. På et tidspunkt begyndte Jesus at tale til mig om at blive døbt i vand, de troendes dåb. Jeg protesterede til at begynde med, for jeg mente at jeg var barnedøbt, og at det måtte være tilstrækkeligt. Men efter et stykke tid gik det op for mig, at når Jesus selv ydmygede sig og lod sig døbe af Johannes, så ville jeg også følge i Jesu fodspor. På den måde identificerede jeg mig personlig med Jesu død og opstandelse, og bekræftede ved denne ydre symbolske handling, Jesu stedfortrædende handling på mine vegne, ja på hele menneskeslægtens vegne. Han døde jo i alle menneskers sted, selv om denne frelse kun virker blandt dem der tager imod gaven i enkel tro. Jeg valgte at være lydig og blev døbt på denne måde i en frikirke i Oslo. Jeg lagde bevidst verden bag mig, og blev i stedet borger i Guds rige.
De næste fem år samarbejdede jeg med et ægtepar, der også var født på ny, som jeg. Vi vidnede ivrigt sammen om frelsen i Jesus, og deltog ellers i menighedslivet på forskellig vis i nogle år.
Det var på det tidspunkt at forstanderen, Villy Nordmand Andersen, i en lille frimenighed i København (Maran Ata-menigheden og senere Blåkildekirken) var på besøg i Oslo. Det var mit første møde med en frimenighed. Han sang nogle sange og spillede på guitar, og øjeblikkelig mærkede jeg Guds Ånds nærvær. Jeg havde længe ønsket mere af Gud, og efter nogle møder blev jeg ledet til at tage del i en åndelig fornyelsesuge i København, hvor Guds Ord blev forkyndt, og Helligåndens kraft var i funktion. Jeg kæmpede på det tidspunkt igen med uro og angst. De af os der var åbne for Gud oplevede mange befrielser under møderne, hvor vi alle blev mødt mægtigt af Gud.
Under et sådant fornyelsesmøde fik jeg en stærk tilskyndelse til at min plads ikke var i Oslo, men at jeg skulle flytte permanent fra Oslo til København.
Således var det at jeg i august måned 1982, endnu en gang var på flyttefod! Jeg ankom tidlig en mandag morgen til København med tog, hvor to fra menigheden tog imod mig og mine tre kufferter, og med løfte om en seng i kirken. Dagen efter ankomsten fandt jeg et kvistværelse der var til leje i nærheden af kirken, hvor jeg også fik et arbejde som rengøringsassistent.
Nu er der gået 40 år siden jeg kom til Danmark. Jeg er efterhånden blevet 86 år, og deltager i menighedslivet i Blåkildekirken næsten på samme måde som i det lille kapel i Norge. Jeg har i årenes løb på forunderlig vis oplevet indre befrielse - især fra en religiøs åndsmagt og forløsning af mange indeklemte, negative følelser.
Jeg mærker at Guds rige lidt efter lidt vokser frem, og at det bliver lysere der inde, hvor mørket tidlig regerede. Stor tak til Gud for Hans nåde og udholdenhed med mig gennem alle disse år. Ham være al ære i evighedernes evighed! Amen!