Corrie Ten Boom og bortrykkelsen

 - (Dette er fra et brev, Corrie skrev i 1974)

Verden er dødssyg; den er døende. Den store læge har allerede underskrevet dødsattesten. Alligevel er der stadig et stort arbejde for kristne at udføre. De skal være strømme af levende vand, barmhjertighedens kanaler for dem, der stadig er i verden. Det er muligt for dem at gøre dette, fordi de er sejrherrer. Kristne er ambassadører for Kristus. De er repræsentanter fra Himlen til denne døende verden, og på grund af deres tilstedeværelse kan tingene ændre sig.

Min søster, Betsy og jeg var i nazisternes koncentrationslejr i Ravensbruck, fordi vi begik den forbrydelse at elske jøder. Syv hundrede af os fra Holland, Frankrig, Rusland, Polen og Belgien blev drevet ind i et rum bygget til to hundrede. Så vidt jeg vidste, var Betsy og jeg de to eneste repræsentanter for Himlen i det rum.

Vi var måske Herrens eneste repræsentanter på det sted af had, men på grund af vores tilstedeværelse, så ændrede tingene sig. Jesus sagde: "I verden skal I have trængsler; men vær ved godt mod, Jeg har overvundet verden." ( John 16:33) Vi skal være sejrherrer og bringe Jesu lys ind i en verden fyldt med mørke og had.

Nogle gange bliver jeg bange, når jeg læser Bibelen, og når jeg ser ud i denne verden og ser al den trængsel og forfølgelse, som Bibelen lover, gå i opfyldelse. Nu kan jeg dog fortælle dig, hvis du også er bange, at jeg lige har læst de sidste sider i Bibelen. Jeg kan nu råbe "Halleluja! Halleluja!" for jeg har fundet, hvor der står skrevet, at Jesus sagde: "Den, der sejrer, skal arve alle ting; og Jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn." (Åb. 21:7)

Dette er denne verdens fremtid og håb. Ikke at verden vil overleve, men at vi vil være sejrherrer midt i en døende verden.

Betsy og jeg bad i koncentrationslejren om, at Gud ville helbrede Betsy, som var så svag og syg. "Ja, Herren vil helbrede mig!" sagde Betsy med selvtillid. Hun døde den næste dag, og jeg kunne ikke forstå det. De lagde hendes tynde krop på betongulvet sammen med alle de andre lig af de kvinder, der døde den dag.

Det var svært for mig at forstå og tro på, at Gud havde en hensigt med alt dette. Alligevel rejser jeg i dag over hele verden på grund af Betsys død og fortæller folk om Jesus.

Der er nogle iblandt os, der lærer, at der ikke vil være nogen trængsel, at de kristne vil undslippe trængslen. Disse er de falske lærere, som Jesus advarede os om at forvente i de sidste dage. De fleste af dem har ringe viden om, hvad der allerede foregår over hele verden. Jeg har været i lande, hvor de hellige allerede lider under frygtelig forfølgelse.

I Kina fik de kristne at vide: "Bare rolig, før trængslen kommer, vil I blive taget bort i  bortrykklsen." Så kom en frygtelig forfølgelse; millioner af kristne blev tortureret til døde. Senere hørte jeg en biskop fra Kina sige, sørgeligt,

"Vi har fejlet. Vi burde have gjort folket stærkt til forfølgelse, i stedet for at fortælle dem, at Jesus ville komme og tage dem bort. Fortæl de kristne, hvordan de skal være stærke i forfølgelsestider, hvordan de skal stå fast, når trængslen kommer, stå op og ikke give efter."

Jeg føler, at jeg har et guddommeligt mandat til at gå ud og fortælle denne verdens mennesker, at det er muligt at være stærk i Herren Jesus Kristus. Vi er under forberedelse til trængslen, men mere end 60% af Kristi legeme over hele verden er allerede gået ind i trængslen. Der er ingen måde at undslippe den på, og vi er de næste. Siden jeg allerede har været i fængsel for Jesu skyld, og siden jeg mødte biskoppen i Kina, tænker jeg nu, hver gang jeg læser en god bibeltekst: "Det kan jeg bruge i trængslens tid." Så skriver jeg det ned og lærer det udenad.

Da jeg var i koncentrationslejren, en lejr hvor kun tyve procent af kvinderne overlevede, prøvede vi at muntre hinanden op ved at sige: "Intet kunne være værre end i dag." Men vi opdagede, at den næste dag var endnu værre. I løbet af denne tid gav et bibelvers, som jeg havde lært udenad, mig stort håb og glæde.

"Men også selv om I skulle lide for retfærdighedens skyld, er I salige. Nær ingen frygt for dem, og forfærdes ikke; men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter." (1 Peter 3:14-15) Jeg tog mig selv i at sige: "Halleluja! Fordi jeg lider, er Jesus herliggjort!"

I Amerika synger kirkerne: "Lad menigheden undslippe trængslen", men i Kina og Afrika er trængslen allerede kommet. Alene i det sidste år blev mere end to hundrede tusinde kristne martyrer i Afrika. Nu kommer den slags aldrig i aviserne, fordi det skaber dårlige politiske forhold. Men jeg ved det, for jeg har været dér. Vi er nødt til at tænke på det, når vi sætter os ned i vores pæne huse i vores pæne tøj for at spise vores bøfmiddage. Mange, mange medlemmer af Kristi legeme bliver tortureret ihjel i netop dette øjeblik, men alligevel fortsætter vi, som om vi alle skal undslippe trængslen.

For adskillige år siden var jeg i Afrika i et land, hvor en ny regering var kommet til magten. Den første nat jeg var der, blev nogle af de kristne beordret til at komme til politistationen for at registrere sig. Da de ankom, blev de arresteret, og samme nat blev de henrettet. Næste dag skete det samme med andre kristne. Den tredje dag var det det samme. Alle kristne i distriktet blev systematisk myrdet.

Den fjerde dag skulle jeg tale i en lille kirke. Folk kom, men de var fyldt med frygt og spænding. Under hele gudstjenesten kiggede de på hinanden, og deres øjne spurgte: "Vil den her, jeg sidder ved siden af, blive den næste, der bliver dræbt? Vil jeg blive den næste?"

Værelset var varmt og indelukket af insekter, der kom ind gennem de skærmløse vinduer og hvirvlede rundt om de bare lyspærer på de primitive træbænke. Jeg fortalte dem en historie fra min barndom: Da jeg var en lille pige gik jeg hen til min far og sagde: "Far, jeg er bange for, at jeg aldrig bliver stærk nok til at være en martyr for Jesus Kristus. Far svarede: "Når du tager en togtur til Amsterdam, hvornår giver jeg dig så pengene til billetten? Tre uger før?" Jeg svarede: "Nej, far, du giver mig pengene til billetten lige inden vi går på toget."

"Det er rigtigt," sagde min far, "og sådan er det også med Guds styrke. Vor Fader i Himlen ved, hvornår du får brug for styrken til at være en martyr for Jesus Kristus. Han vil sørge for alt, hvad du behøver lige i rette tid ..."

Mine afrikanske venner nikkede og smilede. Pludselig sænkede en glædesånd sig over kirken, og folk begyndte at synge, "I den søde tid mødes vi snart på den smukke kyst."

Senere samme uge blev halvdelen af ​​menigheden i denne kirke henrettet. Jeg hørte senere, at den anden halvdel blev dræbt for nogle måneder siden.

Men jeg må fortælle dig noget. Jeg var så glad for, at Herren brugte mig til at opmuntre disse mennesker, for i modsætning til mange af deres ledere havde jeg Guds ord. Jeg havde været i Bibelen og opdaget, at Jesus sagde, at han ikke kun havde overvundet verden, men at han ville give alle dem, der forblev trofaste til enden, en livets krone.

Hvordan kan vi forberede os på forfølgelsen?

Først skal vi næres af Guds ord, fordøje det og gøre det til en del af vores væsen. Dette vil betyde disciplineret bibelstudium hver dag, hvor vi ikke blot lærer lange skriftsteder udenad, men også anvender principperne i vores liv.

Dernæst skal vi udvikle et personligt forhold til Jesus Kristus. Ikke bare gårsdagens Jesus, historiens Jesus, men den livsforandrende Jesus af i dag, som stadig lever og sidder ved Guds højre hånd.

Vi skal fyldes med Helligånden. Dette er ikke en valgfri befaling fra Bibelen, den er absolut nødvendig. De jordiske disciple kunne aldrig have stået fast under jødernes og romernes forfølgelse, hvis de ikke havde ventet på pinsen. Hver af os har brug for vores egen personlige pinse, Helligåndens dåb. Vi vil aldrig være i stand til at stå i trængslen uden den.

I den kommende forfølgelse må vi være klar til at hjælpe hinanden og opmuntre hinanden. Men vi må ikke vente, til trængslen kommer, før vi begynder.

Åndens frugt bør være den dominerende kraft i enhver kristens liv. Mange er bange for den kommende trængsel; de vil hellere flygte. Jeg er også lidt bange, når jeg tænker på, at jeg efter alle mine firs år, inklusiv den forfærdelige nazistiske koncentrationslejr, måske også skal igennem trængslen. Men så læser jeg Bibelen, og jeg bliver glad. Når jeg er svag, da vil jeg være stærk, siger Bibelen. Betsy og jeg var fanger for Herren, vi var så svage, men vi fik kraft, fordi Helligånden var over os. Denne mægtige indre styrke fra Helligånden hjalp os igennem. Nej, du vil ikke være stærk i dig selv, når trængslen kommer. Snarere vil du være stærk i Hans kraft, som ikke vil svigte dig. I 76 år har jeg kendt Herren Jesus, og ikke én gang har han nogensinde forladt mig eller svigtet mig. "Selvom han slår mig, vil jeg dog stole på ham" (Job 13:15) For jeg ved, at alle, som sejrer, skal han give livets krone. Halleluja! 

Corrie Ten Boom 1974

Corrie Ten Boom var en hollandsk overlevende fra nazisternes koncentrationslejre. Hendes familie havde skjult jøder under den tyske besættelse af Holland. For dette formål var de blevet taget til fange og sendt væk. Corrie var den eneste, der overlevede. Corrie var blot én af ​​de mange evangeliske kristne, der blev sendt til koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Hendes liv hang i en tynd tråd under en prøvelse, der varede i årevis, men Gud var med hende. Hendes tro blev bevaret igennem disse forfærdelige prøvelser. Hun overlevede for at vidne for hele verden om, hvordan Gud holdt hende i live og førte hende ud af denne trængselstid.

https://www.onethingministries.net/word-of-the-lord/articles/corrie-ten-boom-and-the-rapture/